… sammen med mange andre rødder, ja faktisk ti andre. Gad vide hvad de venter på? eller om de bare hænger ud? Stine er inde og shoppe tøj i en hip tøjbutik og min ventetid er faktisk en stor fornøjelse af bare at falde ind i et miljø.
New York. Utrolig by. Det er ikke løgn: denne by rummer alt. Og mentaliteten – så anderledes optimistisk, så fri og rummelig. Amerikanerne tør virkelig udtrykke sig og er samtidig så ufattelig åbne og gæstfri.
USA – I’m coming back!
- eller om at køre igennem Københavns gader på en letvægtsracer med musik i ørene.
En ophævning af masse. En ubesværet, rettet udfoldelse igennem et scenisk miljø. En følelse af at være i ét med sin udfoldelse, som at cyklen hele tiden kalder på mere kraft. Ikke som et altædende vakuum, men som et udfoldelsescentrum. Idet rytteren iklæder sig cyklen, ændrer han sin eksistens. Hans eksistens indkorporerer cyklen, hans intentioner kastes i verden fra hans cykelkrop.
Cykelrytteren tager høretelefoner på og dykker ned i en klangverden. Han inkorporerer et klangunivers, som farver hans eksistens og udfoldelse. For en stund forsvinder hans refleksivitet og fornemmelsen af træghed. Han oplever nu et miljø af emotionel ladethed, hvori han kan leve fuldt. Som en cykelkrop. Nattens gadelygter, det forladte miljø, den kolde luft over hans arme, den linære hastighed fremad.
Cykelrytteren sér i perioder gaden som rendyrket æstetik. Inde bag lejlighedsvinduerne er folk ved at gå til ro, gaden er forladt for biler, som nu alle står parkerede ved dens sider. Klangene og strømmene i musikken får byen til at vise sig som en scene i en film. Som æstetisk betragter glider cykelrytteren forbi. Rørt og fuld af stemte tanker.
Når pedalerne træder og musikken spiller rigtigt, transformeres han til en eksistens af lidenskabelig kraftudfoldelse. Denne oplevelse af at se den normale, begrænsende verden suse forbi i højt tempo er berusende. Bilernes nærhed giver en fornemmelse af intenst nærvær og action, som forstærkes af
oplevelsen af at kunne gøre en undtagelse af sig selv, af at kunne indtage byens gader uden begrænsninger fra trafik. Som et nyt udfoldelsesmiljø, som ’taler’ til rytteren.
Musikken ændrer spændingen af rytterens intentionelle bue som cykelkrop. Musik såvel som cykel ændrer den måde, han som menneske er i verden på. Musikken gør, at verdens grundsubstans og karakteristika er stemte – som f.eks. en kraftfuld udfoldelse eller en betragtende indstilling. Musikcyklisten lever i en verden af muligheder, som hele tiden ses fra nye perspektiver og synsvinkler – præget af musik og præget af udfoldelsesmiljø. Altså en meget flygtig form for væren-til som forandrer sig fra gade til gade, fra beat til beat.
Er det som musik-cykel-krop at rytteren møder verden? – altså som en radikalt forandret eksistens farvet af klange og af en ændret kropslig konfiguration? Som en cykelkrop, der kombinerer en fysisk og målrettet udfoldelse med en neddykning i en klangverden, der præger rytterens verdensåbnethed og intentionelle udkast?
Så hvem transcenderer egentlig hvem? Er det denne nye form for eksistens, som overskrider cykelrytterens almindelige form for eksistens? Er det som cykelkrop indlejret i en klangstrøm at denne overgiven sig til situationen, til æstetikken, til udfoldelsen finder sted? I så fald er det der ikke blot tale om en transcenderende oplevelse, men en kropslig transformation…
Til en musikcyklist?
Mit første syn ved åbning af Doxa, da jeg startede på filosofi denne sommer var, at der ikke tales om musik. Nogle har måske bildt os ind, det ikke vedkommer filosofien? Jeg er hermed taget på musikalsk rejse for at give en introduktion med filosofisk præg til forskellige farvestrålende værker. Og jeg vil starte med det bedste jeg kender:
En af de mest fantastiske indspilninger i musikhistorien må være Miles Davis’ Kind of Blue. En lille blå sag, som kan anskaffes til sølle 69 kr. i TP Musik Marked nede ved busgaden. Det er selvfølgelig ’3 dages madpenge’ – men husk: det er ikke al føde, der skal proppes i munden og tygges: Dét her er altså en 6 retters menu uden sidestykke!
Albummet er indspillet i 1959 med en besætning af i sig selv fantastiske jazzmusikere, heriblandt trompetist og orkesterleder Davis i egen høje person, legenden John Coltrane og sprælske Julian ’Cannonball’ Adderley på sax samt Bill Evans på klaver. Hertil kommer Jimmy Cobb på trommer, som virkelig leverer et fantastisk spil.
Gruppen spiller med fuldstændig akustiske instrumenter (fandtes der andet dengang?) og af samme grund indspiller de derfor altid hele numre af gangen. Der er simpelthen ingen af de her drenge, som kan uden de andre. Det kan kun lade sig gøre at indspille det hele på én gang – og derfor tillades ingen reduktioner! Dét er den magiske følelse af dette album, specielt i disse dage, hvor de fleste musikere læner sig op af alverdens teknik og elektronik, kan det være befriende at opleve et arrangement, som ligesågodt kunne være opført nede på strøget – uforstærket naturligvis.
Musikken på Kind of Blue er altså resultatet af ærligt håndværk. Ingen dikkedarer. Det er kunstneren og instrumentet. Men: naturligvis véd enhver filosof at dette skel er en dualisme – et kunstigt skel imellem to objekter som er tvunget ned over verden. Kind of Blue er egentlig eksemplet på kunstneren der flyder sammen med sit instrument i ét og samme drama . Kunstneren kender ingen forskel på, hvad der er ham selv, hvad der er luft og hvad der er instrument og foran hans fingre udspiller sig et intentionelt spillerum…
Med andre ord: vi får hér at vide, at tingene hænger sammen: Findes der noget tættere forbundet end følelse og åndedræt? Er en engageret musiker ikke fuldstændig kropsligt med i sin musik? Er improvisation ikke et resultat af en helhedssituation? Tilmed også tanker om fornemmelsen som vores primære adgang til verden: bevidstheden som overvurderet størrelse!
Jeg tænker på flere lag i dette og det første er naturligvis den improviserende musiker. Men lige så kropsligt påvirket bliver lytteren af hele bevægelsen i pladens hastigt fremadskridende numre – det er ikke til at stå stille når Jimmy Cobb for alvor tager fat på dén ride. ’én to-og-tre, én to-og-tre, …’. Det er så præcist og frækt fremadrettet at det er en kropslig energigenerator uden lige! Dette er specielt på numrene ’So What’, ’Freddie Freeloader’ og ’All Blues’ at det virkelig rykker.
-
Lad dig nu ikke forvirre: Dette er ikke nogen akademisk plade! Musikken er ligetil og umiddelbart forståelig!
Det andet nummer på pladen, ’Freddie Freeloader’, starter med et tema af blæsergruppen for senere at blive afløst af Bill Evans i en lang, rytmisk og fræk klaversolo. Herefter kommer Miles på – tilbagelænet og fortællende i en solo med en, for Miles, blød klang. Efter fem minutter bliver det så endelig Coltranes tur, som varmt og ligeså fortællende slår stort brød op. Jimmy Cobb slår og slår og man kan næsten sé ham vugge med sin trommestik. Husk: en rigtig jazzsolo varer ikke under 2 minutter! Og mindsandten om ikke Cannonball overtager herefter med en mere insisterende solo på sin altsax – til stor forskel fra Coltrane. Efter soloen er det Paul Chambers på bass, som leverer sin solo i et meget dæmpet lydbillede med kun klaver og trommer som akkompagnatører før sangen begynder sin rejse hjem igen – hjem til temaet, som kommer til én som en længe ventet hjemkomst.
Tingene hænger sammen! Og dette album er en manifestation af dette faktum.
Efter at have læst Olav Ballisagers bog om humanistisk idræt er jeg atter inspireret af de ideer, som ligger i den humanistiske idræt. Ideen om, at sporten fremmedgør mennesket i mange henseender. Sporten fungerer på mange måder som et eksternaliseret system, som undertvinger mennesket bestemte krav til form og indhold – f.eks. manden mod uret, reglerne som ufravigelige, sportsstjernerne som idoler. (Trods dens påstand om at være karakterdannende!)
Idræt for Idrættens Skyld
Den Humanistiske Idræt tager (selvsagt) sit udgangspunkt i mennesket og må nødvendigvis (modsat sporten) antage et inkluderende forhold til udøverne – dvs. sit tage udgangspunkt i idrætsudøverne og ikke i kravet om citius, altius, fortius og den evige dyrkelse af de store idoler – Phelps, Bolt, Armstrong, m.m. Det humanistiske perspektiv inddrager kroppen som levet krop – som et landskab af muligheder i aktiviteten – og lægger derfor vægt på oplevelse og motivation i aktiviteten. Man kan sige, at det derfor er aktiviteten som er målet for den humanistiske idræts opmærksomhed. Det, som sker IMENS man dyrker idræt – ikke resultaterne på scoreboardet, ikke det fysiologiske udbytte, ikke den gode samvittighed).
Bjergbestigeren
Som eksempel på denne skelnen imellem idræt som mål eller middel anvendes Sartres illustration om kroppens tre former for væren: væren-i-sig, væren-for-sig og væren-for-andre. Eksemplet tydeliggør hvordan kroppen altid vil undslippe det objektificerende perspektiv og udfoldelse sig som aktivitet, som landskab – eller sagt på anden måde: kroppen vil udfolde sig som det vi sér, vil farve landskabet omkring os. Kroppen som objekt kender vi knap nok som mennesker selv, men kroppen som levet erfaring.
Bjergbestigereksemplet slår et væsentligt tema an: Den tavse dimension af idrætten og vigtigheden af denne. Idrættens tavse dimension er central f.eks. i diskussionen om indholdet af idrætsfaget i gymnasiet, hvor der netop udspiller sig et skel imellem idrættens kvalitet og kvantitet. Idrættens (tavse) kvalitetsdimension er igen og igen central i denne diskussion, som har tendens til at fokusere blindt på det kvantificerbare.
Intrinsisk Værdi?
Som følge af det humanistiske idrætssyn er derfor en fastholdelse af idrættens intrinsiske værdi, altså en insisteren på, at idræt har værdi i sig selv. Dette er et meget kontroversielt synspunkt – særligt i disse tider, hvor man så ofte hører om den gode samvittighed som begrundelse for idræt, om at det er rart, når det er overstået, osv. Hvis idrætten har intrinsisk værdi må det følge, at idrætten har værdi uanset om den er middel for noget som helst andet. Er det dette som menes med slagordet “idræt for idrættens skyld?” Måske var det mere oplagt at bruge slagordene idræt for menneskets skyld, hvilket er i tråd med ideen bag den humanistiske idræt. En humanistisk idræt prioriterer en udvikling af mennesket – men på menneskets vilkår, ikke på sportens.
Aktuelle tendenser i humanistisk idræt?
Det er bestemt mit indtryk at skribenterne i dette tidsskrift (Focus – Tidsskrift for Idræt) er præget af en humanistisk idrætstænkning – f.eks. Cathrine Illeborg Gads metode til identitetsarbejde med idræt igennem fortællegrupper – en metode som søger at finde ind til det betydningsfulde i elevernes idrætsoplevelser for at skabe grundlag for fortsat lyst og glæde i idrætsudøvelsen. Dét er en metode som finder ind til det glædesfyldte, det medrivende, det udviklende i idrætten – i form af fortællingen om den fantastiske hockeykamp eller den pinlige ‘gummitarzanoplevelse’.
Som eksempel på endnu en form for humanistisk og inklusiv pædagogik er læren om de fire grundfærdigheder i det nyeste svømmemateriale ‘Moderne Svømning’. Materialet fra Dansk Svømmeunion har taget en bevidst drejning væk fra banesvømningens monotoni – og den af sporten ellers dikterede dagsorden: at lære de fire stilarter. Ved i stedet at tage udgangspunkt i fire grundfærdigheder – bevægelse, balance, vejrtrækning og elementskift skiftes læringsfokuset fra at være rettet direkte mod stilarterne til at indeholde mange andre undervisningsformer i svømningen igennem alsidige vandaktiviteter, hvor deltagerens forudsætninger og lyst prioriteres.
Drejer det sig om at holde sporten fra døren?
Det er ikke hensigten at indføre en skarp skelnen imellem sport og ikke-sport – men tværtimod at bevidstgøre om de mangfoldige kvaliteter som idrætten indeholder – muligheder for menneskelig udvikling, for oplevelser, for erfaring. Men måske vigtigst af alt er det at fastholde, at det er aktiviteten i idrætten som er i fokus. Det er imens vi dyrker idræt som er det vigtigste, det primære. Det er aktiviteten som er det vigtigste.
Verner Møller fra Århus Universitet har netop udgivet endnu en bog i rækken om doping- og lighedsproblemet i sport. Bogen “Løgn Over Løgn” er en kritisk analyse af begivenhederne i sagen om Michael Rasmussens bortvisning fra Tour de France i 2007. Verner Møller afslutter sin netop udgivne bog “Løgn Over Løgn” med den bastante konklusion:
Den sidste – tragiske – konklusion, vi kan drage på baggrund af Rasmussen-sagen, er, at sporten ikke er kommet et skridt nærmere fair play og lige vilkår siden WADA’s etablering for ti år siden
Personligt mener jeg at bogen er rigtig god og kritisk forskning i emnet og jeg glædes over at Verner Møller endnu engang vover pelsen og tager disse yderst følsomme emner op. Projektet er selvsagt ikke let: At skrive en bog om Michael Rasmussen-sagen kan tolkes som et projekt med en på forhånd skreven konklusion. Efter min mening er det ikke sket sådan. Verner Møller fremlægger sagen klart og tydeligt og lader sine argumentationer og beviser stå tydeligt frem til alles skue. Det er værd i denne sammenhæng at huske på den risiko Verner Møller løber ved at kaste sig over en sag som denne, hvis hans behandling af sagen skulle vise sig at være ukritisk.
Møllers rolle i dopingproblematikken er befriende – allerede fra start i bogen slås fast, at det for ham ikke primært drejer sig om der ved en cykelrytter står ‘dopet’ eller ‘ikke dopet’ på bundlinien. Møllers blik er nuanceret og lærer os at se ind i det problemfelt dopingproblematikken opstår i.
Møllers argumentation
Hvilken forståelsesramme skal man anvende for at forstå dopingproblemet? Det vil jeg her forsøge at tydeliggøre ved hjælp af Møllers optik.
Møllers holdning er klar fra start:
“Jeg er enig i, at dopingregler og -kontrol er nødvendigt for at forhindre, at sporten udarter sig til medicinsk hasard. Samtidig er jeg dog af den opfattelse, at antidopingarbejdet udelukkende bør forvaltes af autoriserede myndigheder under skyldig hensyntagen til atleternes værdighed og retssikkerhed.” (s. 26-27)
Her markeres Verner Møllers dagsorden tydeligt: Doping skal ikke frigives fordi det ville være at spille hasard med atleternes helbred. Således er Møllers afstandtagen fra doping på plads. Fint. Langt vigtigere i hans ærinde er det dog, at antidopingarbejdet skal varetages af autoriserede myndigheder, som skal udøve strikt gældende regler uden at lade sig påvirke af folkestemninger, rygter og mediedækning. Samme standard for lovgivning, dom og udøvelse skal foregå i alle antidopingorganisationer.
Hvis antidopingarbejdet derimod udføres med grundlag i forskellige standarder vil atleter konkurrere på ulige vilkår. Første eksempel i denne sammenhæng er Dansk Cykle Unions (DCU) valg om at lække fortrolige oplysninger om Michael Rasmussen, som bidrog til bortvisningen af ham fra Touren (s. 71-73). Vel at mærke oplysninger, som burde være fortrolige. DCU valgte at lække disse oplysninger til pressen under begrundelse af “at de ikke ville lyve”. Endvidere oplysninger som på ingen måde beviser dopingmisbrug. Dette udtalte Jesper Worre i et interview til DR AftenTour 19. juli 2007:
DR: “Men det er jo ret paradoksalt, Jesper Worre, for vi har en dansk cykelrytter i den gule trøje i verdens største cykelløb. Du burde da være en meget, meget glad og lykkelig direktør lige nu”.
Worre: “Jamen det er ret paradoksalt, for vi, der er meget tæt på, er ikke rigtig lykkelige, for der er mange spørgsmåltegn omkring Michael. Og nu vælger vi at gå ud med det her og er åbne omkring det. Vi har jo et kæmpe ansvar over for hele dansk cykelsport. Alle de mange klubber, alle de mange frivillige, alle de mange, der godt kan lide at cykle. [...] Jeg vil også gerne understrege, at vi ikke siger, at Michael er positiv, men vi siger, at hans ageren gør, at man godt kan sætte spørgsmåltegn ved ham” (s. 67).
Altså bringer DCU ikke nogen beviser, men finder alligevel grund til at Michael Rasmussens renhed skal betvivles på grund af hans advarsler fra Union Cycliste Internationale og Anti Doping Danmark. Michael Rasmussen havde 2 advarsler på dette tidspunkt og derfor en begrundet mistanke om manipulation af sine whereabouts rettet mod sig. Dette fandt DCU var tilstrækkelig grund til at gå på kompromis med Rasmussens krav om fortrolighed. Der var rigtig nok mistanke rettet mod ham, men ingen beviser.
Omvendt vandt Matti Breschel bronze ved verdensmesterskaberne i Varese, Italien i 2008 med to advarsler fra antidopingorganisationerne. Som repræsentant for DCU og Danmark. Et tydeligt eksempel på forskelsbehandling mellem to ryttere. En retfærdig behandling ville her ifølge Møller være at Worre lagde sagen om Rasmussens whereabouts død. Han kunne blot nøjes med at henvise til at det ikke er unormalt at der gives advarsler til atleter og at en dopingdom først fældes ved tre gyldige advarsler. Der var ingen grund til at sprede mistanke om Michael Rasmussen – og det var decideret umoralsk da det i allerhøjeste grad gik ud over manden ved at bidrage til mistanken mod ham.
Ifølge Møller indebærer det at være dansk atlet en større risiko for at få advarsler om doping, da Anti Doping Danmark arbejder strengere end flere udlandske antidopingorganisationer – og da tendensen til at moralisere stærkt om dopingen er stor herhjemme. Endvidere er behandlingen af atleternes fortrolige oplysninger stærkt utilfredsstillende, da der ikke er tale om et uvildigt bedømmelsesudvalg, men enkeltpersoner som vurderer de konkrete sager. I Storbrittanien har atleterne et uvildigt bedømmelsesudvalg til at vurdere atleternes sager, hvilket får Møller til at udtale, at havde Rasmussen været englænder havde han vundet Tour de France – simpelthen fordi engelske atleter konkurrerer på andre vilkår end de danske. Den strenge danske dopinglinje medfører færre topatleter.
Verner Møllers forskning i dopingproblematikken tydeliggør at antidopingorganisationernes, sponsorernes, cykelunionernes og løbsledelsernes dagsorden er andet end strengt juridisk. De er i meget høj grad afhængige af folkestemning, rygter og image udadtil. Ideen om en ren og pædagogisk sport er grundlag for den store sponsorinteresse i (cykel)sporten. Den store økonomiske interesse i Tour de France er bl.a. skabt af illusionen om sportens fairplay, renhed og pædagogiske kvaliteter – kvaliteter sponsorerne gerne vil identificeres med. Imidlertid er elitesporten selv kompromisløs – nogle taler endda om elitesport som etikfri zoner – altså zoner uden moralske skrupler mod præstationsforbedrende midler – se f.eks. artiklen “Dopingkampen er håbløst umoderne“. Der er en stor forskel på sporten indadtil og sporten udadtil i kraft af, at der er store økonomiske interesser på spil i at holde sporten prisværdig.
Møller har tidligere argumenteret for, at sporten er ukristelig. De kristelige dyder gælder ikke i sporten selv, men pålægges sporten udefra – med karakter af djævleuddrivelse. Sporten skal tæmmes. Ideen om en poleret og pletfri sport er altså udgangspunktet for adskellige dopingsager og ikke mindst hele antidopinghysteriet. Dopingkampen har karakter af udrenselse, af djævleuddrivelse – og i forlængelse heraf er det klart at enhver atlet tvinges til at svare fuldstændig afkræftende på ethvert spørgsmål om dopingbrug eller -mistanke siden den mindste mistanke kan koste dyrt. Det var denne djævleuddrivelse, som fældede Rasmussen – mistanken om manglende renhed!
Antidopingspørgsmålet forsøger dermed at putte elitesporten i en kasse den ikke hører til. Nærer en idé om elitesporten som ren, pædagogisk og opdragende. Men er det den idé f.eks. Tour de France opstod på? Nej, Touren opstod som en ekstrem prøvelse for mænd af rette støbning. Med karakter af lidelse og selvopofrelse. Elitesport er ekstrem, elitesport er usundt og doping er en del af elitesporten i forsøget på at opnå en fordel over sine konkurrenter eller en betingelse for at være med i spillet. Den er i ikke en unaturlig del af elitesportens væsen. Vel skal doping ikke frigives. Men den skal holdes i skak af antidopingorganisationer, som vel at mærke opererer strengt regelbaseret og ikke forskelsbehandler atleter. Med andre ord: Lad os ikke forføre af hverken dopingdjævlen eller uddrivelsen af ham, men acceptere at elitesporten er en slags djævelskab i sig selv – en djævelskab vi vel at mærke holder af og hylder.
Hvad så med Rasmussen? Jo, man har simpelthen ikke ønsket at se Rasmussen stå øverst på sejrskamlen, da man så ham som dopingdjævelens søn. Han var mistænkelig. Af den grund blev han bortvist fra Tour de France, vel at mærke uden henvisning til andet end rygter – vel at mærke for endnu en gang at forsøge at holde vores idé om den rene og prisværdige sport i live. Det var dopingdjævelen som blev bortvist fra Tour de France i 2007. Spørgsmålet er bare om nr. 2 i løbet – Alberto Contador – kan siges at være den mindste smule renere? (han blev udelukket fra Touren i 2006 pga. dopingmistanke, s. 111)
“Det, der ser ud til at skille vandene, er spørgsmålet om, strafudmålingen i sport skal følge på forhånd nedskrevne regler eller, om sanktionspolitikken skal udvides til også at omfatte vurderinger af atleters moral og troværdighed. Den konflikt er omdrejningspunktet i Rasmussen-sagen” (s. 25)
Med andre ord – skal en atlet kunne blive behandlet efter den herskende stemning om ham i medierne? Kunne blive bortvist på grund af rygter som skader hans sponsor? Eller behandlet efter klare regler som gælder alle udøvere?
Så er Skovmands Blog åben. Jubii. Jeg har i lang tid efterlyst et sted at skrive – mest af alt af egen lyst og for egen skyld. Længe har jeg haft brug for et sted at lave små artikler om emner jeg finder relevante – f.eks. i forbindelse med forberedelse af undervisning eller læsning af bøger. Hertil devisen – læs og du vil lære, skriv og du vil forstå, undervis og du vil mestre.
